Uuuuh. Kl 03.30 er tidligt at skulle stå op for komme på vulkan(er).
Men så hjælper det naturligvis, at 1) Der har været så meget larm om natten fra lastbiler, hundeglam og skænderier, at man alligevel aldrig nåede dyb søvn, og 2) Værelset og sengetøjet man sover i, er relativt uhumsk, så det ikke bliver det store savn at skulle forlade det.
Jeg deler værelse med Johanne, og hun er som sædvanlig i morgen-snakkehumør. Hold da op....hun snakker, snakker, snakker. Og det er trods alt sjovt nok;0)
Vi samles med guiderne og de andre trekkere i restauranten. Vi er vel i alt 15 turister og 10 guider, men skal gå i mindre grupper. Vi får to guider - Lana og Ketut - fordi Johanne og Katrine er de eneste børn.
Katrine virker heldigvis meget opsat på turen, selvom det vel først nu er ved at gå op for hende, HVOR mørkt der egentlig er.
Men den udleverede lommelygte er sjov, og hun kan dyrke sin nye, store interesse: Stjernekiggeri. For man kan se rigtig mange, mange stjerner, når der ikke er generende gadelys o.l.
Desuden er synet af de mange stjerner tegn på, at der ikke kommer regnvejr på turen. Fedt.
Og det er lunt i luften, hvilket er både godt og skidt. Rart, det ikke er koldt. Til gengæld bliver det hårdere at trekke i lummerheden.
SÅ er vores opstigning i gang. Og den skal vise sig at blive noget hårdere, end vi troede inden.
Det første stykke går vi gennem skov ad jordstier. Vi har alle hver vores lommelygte rettet mod jorden en halv meter foran vores næste skridt, for det ER bare mørkt her. Og der er mange rødder, trin og sten på stien.
Både Johanne og Katrine synes, det er sjovt og snakken går lystigt. I starten.
Charlotte og jeg sveder som...ja, svin! Og vi kan allerede nu mærke, at der trækkes på lungerne.
Jeg tørrer sved af panden for hver ti minutter, og prøver igen-igen at finde en tør plet på min skjorte, hvor jeg kan tørre dug af mine briller. Det er bare ikke skide smart med briller, når sveden driver af en i lummer varme.
Til gengæld er vi voksne rigtig glade for at opleve lille, ellers mørkeræde Katrine i godt humør over turen.
Men skovstierne får en ende, og smallere stier af lavaklippestykker tager over. Og de bliver stejlere og stejlere. Og vi holder flere og flere pauser - både for at drikke og for at hvile.
En tredje guide har sluttet sig til os, og de tre guider er fantastiske. Hjælpsomme, og tålmodige.
Da det bliver pænt stejlt, og især Katrine begynder at få lidt problemer med de høje "trin" og løse lavasten på stien, holder to af guiderne fast hånd-i-hånd i henholdsvis Johanne og Katrine resten af vejen, så det bliver nemmere for dem at komme op.
Men pigerne går trods alt selv, og de er seje!
Den tredje guide mentalhjælper Charlotte, der kæmper med både vabel og vejrtrækning. Tre måneder med hoste og betændelse i lunger og hals er ikke det bedste udgangspunkt for sådan en rur her.
Men hun kæmper og er også bare så sej. Jeg er sgu stolt af hendes fighterhjerte!
Og vi kommer alle op. YEES! De første efter ca to timer, dvs kl 06. Og hvor er det fedt. Både at have gjort det, og at overvære solopgangen fra denne fantastiske udsigt. Vi er bare SÅ glade!
Og der er også sådan en lidt euforisk stemning blandt de 15-20 turister på den lille platform, der udgør det højeste punkt på kraterkanten.
Kameraer, smartphones og iPods finder hele tiden nye motiver. Når vi kigger mod solopgangen, ser vi også over til den noget større nabovulkan, Ajung, der med 3.031
meter er det højeste - og helligste - bjerg på Bali. Og det er Ajung, som alle templer på Bali er placeret i forhold til.
Vi kan også se ud over den store Batur sø, som er "resterne" af den store sø, der engang fyldte hele det ydre vulkankrater (14 km i diameter).
Og hele tiden ændrer motiverne sig, i takt med mere lys på himlen og med flere tynde miniskyer over sø og landområder under os.
Farverne på himlen skifter hele tiden. Og nede i det store krater rundt om os kan vi efterhånden se overraskende mange huse og de store brun-sorte områder med grusgrave, hvorfra lastbiler tungt lastet med sort lavagrus allerede længe har okset afsted på vejene som myrer til og fra en myretue.
Der er lille "cafested" i form af et primitiv telt på toppen. Her køber man the, kaffe og sodavand med vulkan-tillæg.
Jeg har allerede købt fire colaer af vores ekstra guide, der sluttede sig til os undervejs. Han havde dem med i sin rygsæk hele vejen op, og det betaler man naturligvis også prisen for. Fair nok.
Da solopgangen er overstået, er det tid til guidernes lille show. Vi følger med Ketut forbi teltet og få meter langs kraterkanten og ned på en "hylde" 3-4 meter nede.
Det ryger op af jorden og fra en lille rede af kvas tager Ketut vulkankogte æg og varme bananer ud. Det ryger så meget, at vores linser dugger til på to sekunder.
Pigerne er meget imponerede, og de er nok lidt mere fristede af morgenmaden "kogte æg og toast med bananskiver" end ellers.
Vi starter nedturen omkring kl 7. Det bliver også en lidt hård tur. Det ved alle, der har gået op og ned ad et bjerg.
Det første lange stykker er underlaget fortsat stejle stier af lavaklipper. Og gårsdagens regnvejr har slæbt en del jord med, så de små lavastykker ligger lavere.
På et tidspunkt er der helt udsolgt hos Katrine. Hun har ondt i både ben og hoved...og er sikkert også lidt mentalt flad efter 3-4 timers tur.
Men den klarer Ketut. Efter lidt overtalelse accepterer Katrine at lade ham bære hende på ryggen, indtil vi når skoven.
Og det går stærkt!
Han er hurtigt langt foran os, og Kat er frisk igen, da jeg møder dem nede i skoven med de mere venlige jordstier.
Kat, Ketut og jeg når hjem et kvarter før de sidste tre og venter på dem i restauranten.
Forinden har jeg givet Ketut mine løbesko. Hans egne sko er flækkede foran, og han bliver rigtig, rigtig glad. Og de passer fint. Han bruger også str 42.
Vi giver også begge guider nogle ekstra penge, for de har været enormt gode.
Og for Lanas vedkommende er de nok ekstra kærkomne. Hans kone venter på ham på deres motorcykel med deres syge barn, der skal til læge.
Vi går ind for at pakke. Kl 11 skal vi afsted med bil og ny chauffør direkte til snorklingsstrandene ved Amed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar