mandag den 8. april 2013

Sidste stop: Sanur

Dag 19: Tirsdag 9. april
(Kl 05:03...jeg vågnede på grund af havets brusen og hanegal og kunne ikke sove mere;0)

Så er det slut med snorkelferien. Tirsdag kl 9.30 sætter vi kursen mod Sanur - tæt på hovedbyen Denpasar. Vi indledte turen med to dage på Peneeda View Beach Hotel, og det er også der, vi har booked de sidste tre overnatninger inden afrejsen fredag aften.

Pigerne ser meget frem til vores allerede aftalte tur torsdag, hvor vi skal til et stort delfinreservat. Delfinerne lever i havet i en stor indhegning, og vi bliver sænket ned i vandet på en platform og får lov at røre dem og løfte dem. Det bliver lidt specielt, tror jeg.

Og vores delfintur er sjovt nok samme dag, som Katrines klasse skal ud og sove med hajer hjemme i Kattegatcenteret (forældrearrangeret, så ingen problemer pga lockout).
Katrine har længe vidst, at hun ikke kom med ud til hajerne, og ifølge hende selv lyder delfinturen til at være en mere end god "kompensation".

På vej til Sanur skal vi besøge to paladser: Vandpaladset og Kongepaladset. Begge produkter af en mands mange penge og ideer om at bygge og indrette. Især Vandpaladset glæder vi voksne os til at se.
Og så skal vi køre gennem områder med nogle af Balis flotteste udsigter til risterrasser.

I Sanur var planen, at jeg kl 17 skulle have deltaget i vores tidligere chauffør Augusts holds fodboldtræning. Men han er desværre (godt for han) ude og arbejde hele dagen, så det bliver nok ikke til noget.
Måske også meget godt: Jeg gamle mand (48 på lørdag!) var nok bare kommet til skade i iveren efter at slå til i denne min "internationale" debut;0)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar