lørdag den 13. april 2013

Og samlet Partners-vinder er...

Dag 21: Torsdag 11. april

Efter delfinturen på næstsidste dag af vores Bali-ferie, var det tid til finalen i vores løbende Partners-turnering.
Charlotte og jeg havde udlignet til 9-9, men Katrine og Johanne var ret sikre på, at de ville triumfere i sidste spil og sikre sig den samlede sejr i Bali Family Partners Cup'en.

Finalen blev afviklet i den lille pavillon mellem restauranten og stranden. Siddende på hynder om det lave bord forsøgte vi at skærme for pålandsvinden, så kortene ikke fløj væk.

Pigerne var sikre på, at vi voksne ville få gummiarm, men det skete ikke. Tværtimod. Vi spillede meget koncentreret og var også heldige med kortene. Så det endte med sejr til de gamle, som sikrede sig samlet sejr med den smalleste margin: 10-9.

Det medførte relativt udadrettede reaktioner hos yngste deltager. Helt forståeligt. Men efter en lille times tid alene i bungalowen med iPod og tegninger, var hun i godt humør igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar