fredag den 5. april 2013

Koraller og kulørte fisk kun 10 meter fra stranden

Dag 15: Fredag 5. april.

WAUV!
Det er som at svømme rundt i et gigantisk saltvandsakvarium. Vi svømmer hen over koraller i utallige formationer og farver, og hvor vi end kigger hen, får vi øje på nogle af de flotte fisk, vi så mange gange har kigget beundrende på gennem glas, fx i saltvandsakvariet i Storcenter Nord, og i Kattegatcenteret.
Blå, sorte, gule, orange....ensfarvede, plettede, stribede...store som et spækbrædt og små som en lillefinger.

Vi kan ikke selv tage billeder under vand, så jeg har lånt andres fotos til bloggen her, men det ser MEGET bedre ud i virkeligheden. Kom herned venner, kom!

Og det kommer ret meget bag på os, at vi ser så meget. Vi HAR godt nok læst, at man kan svømme ud til koralrev fra strande her i Amed-området, men vi troede ikke, at man fra vores strand kun skal ti meter ud i vandet!
Indtil vi kom ud og under, så havet og havoverfladen sådan ret kedelig ud. Men hvad ved sådan nogle amatørsnorklere som os om det?

Og det helt fede er, at der ikke er dybere, end at pigerne kan bunde mange steder - bare de finder en lidt høj og hård koral at stå på.

Fantastisk. Charlotte blev på stranden. Hun er jo ikke så meget for at have hovedet under vand, men døtrenes begejstring og den lave vanddybde har fået hende til at lufte muligheden for, at hun vover sig ud til korallerne i morgen, lørdag.
Det bliver stort, hvis det sker.
Charlotte får sgu overskredet nogle grænser på den her ferie;0)

Vores nye bolig er også et ret fedt sted:
Double One Villas & Restaurant.
Vi har to værelser i selvstændige bungalows. Og der er fine forhold. Store, gode senge, flot og med udsigt over havet...jamen, det er nærmest lidt luksusagtigt.
Og poolen ligger mellem de forreste bungalows og stranden, og man kan ligge i poolen og kigge ud over havet (se foto af mig i poolen).
Og på et af de andre fotos kan man se Johannes og min bungalow i midten i anden række. Katrines og Charlottes ligger skråt bag vores.

Vores ferieboliger ligger på en flere kilometer lang kyststrækning. Området er kendt som Amed, selvom det kun er en af de små byer på strækningen.
Dykning og snorkling præger hele området. Der er dykkerkurser, tilbud om dykkerture og leje/salg af udstyr rigtig mange steder.
Der ligger blandt andet to store, gamle vrag langs kysten, og de er meget omtalte som mål for snorkel- og dykkerture. Men indtil videre har vi nok i vores eget, nære koralrev.

Vi skal være her i alt fem dage, og de skal bruges til badeferie. Vi voksne har ingen tur-planer; vi er vist også lidt mættede;0)
På tirsdag den 9. april rejser vi videre til Sanur. Det var her, vi startede, og vi afslutter vores ophold på Bali med tre overnatninger der - tæt på lufthavnen.



















Ingen kommentarer:

Send en kommentar