Afslapningsdag - INGEN TURE!

Vi sov lidt længe i vores nye ferie-bungalow Villa Jaya (seks dobbeltværelser, hvoraf vi har to af de tre i stueetagen).
Dagen var afsat til ...så lidt som muligt.
Morgenmad i det lille, hyggelige spiseafsnit under bambustaget. Og udvalget er stort set det samme som i Ubud: Kaffe/the/frugtjuice. Scrambled egg, kogt æg eller spejlæg. Toast med smør og marmelade eller omelet. Og så en skål frugtstykker til. Og vi er endnu ikke blevet træt af det
(det er en af de andre danske beboere her: Kristian, der for andet år i træk tilbringer et par måneder på Bali. Han længes efter at åbne menukortet og se helt andre ting til morgenmad;0)

Vi overserviceres af den daglige leder, den lidt rastløse Jinning. Hans familie stammer fra Indien, så han spørger - som så mange andre - ind til pigernes baggrund.
Og han suppleres af et par mandlige hjælpere samt to kvinder, der på skift styrer det lille køkken bag glasruden. Kvinderne hedder begge Ayu, og de tilbereder alle måltider her.

Efter morgenmad til stranden kun få hundreder meter væk.
En lille strand ned masser af små, hvide koralstykker skyllet op på stranden (som vi lavede " Bali 2013"-teksten af på billedet).
Til gengæld ingen andre badende end os. Vi fik testet snorkeludstyret, men Katrine fik lidt panikangst over, om der var krabber i vandet - not - og så var badetiden slut for hendes vedkommende.

Fra fiskerfamiliernes små huse langs stranden fik vi besøg af et par kvinder, der begge ville give massage, flette hår, sælge delfin- og snorkleture, samt sælge diverse, hjemmelavede olier til hud og hår.
Den første kvinde - Mini - virkede relativt desparat. Hun sagde, at familien manglede penge til den ene datters skolegang, som skal betales næste morgen. Lidt svært at forholde sig og lidt svært at vide, om det passer. Men hun tilbyder 1 times massage for 24 dk kr...og det lyder lidt desparat.
I det hele taget er det tydeligt, at det er småt med turister her, dels på grund af lavsæson, dels på grund af den globale finanskrise.
Vi modtager konstant tilbud om ture, mad, shopping, taxi osv.
Det er noget nedtrykkende at tænke over.

Der kom også en smykkesælger forbi den ellers meget øde strand. Han havde "tilfældigvis" også en adoptivdatter og havde "tilfældigvis" også sine smykker med, som han bredte ud på et tørklæde.
"No buying. Ok only look".
Smykkerne var halskæder og øreringe lavet af muslingeskaller og koraller. Ret flotte, tøws a.
Han forærede pigerne et par øreringe hver, og vi købte også et halssmykke til en af vores gode venner (hvem mon?...;0)

PIGERNE TAGER TETEN IGEN
Tilbage ved bungalows'ene. Pigerne gjorde comeback i Partners og kørte os igen ud af brædtet. Så nu fører de 4-3.
Vi spiste af de eksotiske frugter, vi købte forleden på markedet. Sjove, nye, søde smagsoplevelser.

Så gik vi en tur i omegnen og fik købt ny badebikini til Johanne.
Vi spiste sen lunch på en restaurant ved navn "Barcelona", meeeen det borger ikke altid for kvalitet. Vi var de eneste i restauranten, og alligevel ventede vi lang tid i alle faser af besøget.

I morgen kl 06.00 skal vi sejle ud med en af de små både ved stranden for at se delfiner boltre sig langs båden(e).
Det glæder vi os meget til.

Hvor våd kan man blive på en vandfaldstur?

Som der står i en af guidebøgerne: "På Bali kommer du til at mangle nuancer til at beskrive farven grøn".
Og vores palet slap op i løbet af turen fra Ubud til Lovina Beach på nordkysten.
Vi havde lavet en tur ud af det gennem bjergegne og fantastiske udsigter over marker, floder og dale.
Og derudover flere fixpunkter undervejs: Krydderimarked, sø-tempel, vandfald og varme kilder.
På krydderimarkedet i Bedugul gik Charlotte shop-amok hos Budi - chaufførens faste krydderisælger - men det var mig, der måtte prutte om prisen ( Charlotte påstår, at hun ikke har arvet sin mors spidskompetencer på det område). Vi fik også krydderier til en OK pris, og så lige nogle kurve og kanel-skåle oveni.
Og Budi var rigtig sød at handle med, og vi har lovet at anbefale hende til andre gæster på Bali. Bare spørg efter Budis Spice Shop ( se foto).
Nå ja, så fik vi også friske jordbær, som dyrkes på denne egn. Katrine var meget begejstret;0)

"KLIK KLIK KLIK"
Pura Ulun Danau-templet er nok et af de mest fotograferede i verden. Eller rettere templets tre tempelgårde ud i Bratan-søen er det meget yndede foto-motiv.
De tre gårde med pagodetårnene appellerer til enhver med et kamera, som de ligger forbundet af en smal bro og med søen og disen i baggrunden.
Og der er også tusinder af andre turister med samme mission som os. Man må ikke komme ind i tempelgårdene, men tager billeder fra bredden ...eller lejer en båd og knipser løs fra søsiden.
Der var også en del muslimer blandt gæsterne. De er ofte fra naboøen Java og kombinerer formentlig besøget i Hindu-templet med en tur omkring en moske med en meget høj minaret få hundreder meter fra templet.

HVOR VÅD KAN MAN BLIVE...?
Vi kørte videre og spiste frokost med den herlige chauffør - og Chelsea-fan - August på en restaurant med udsigt til bjerge, flod...og masser af nelliketræer!
Restauranten lå få hundreder meter fra et højt vandfald. Og mens August slappede af i bilen, gik vi gennem skoven ned mod vandfaldet.
Det regnede lidt i starten, men hurtigt blev dråber til stråler. Det væltede ned med regnskovsregn, og jeg fortrød meget, at vi ikke havde lånt paraplyer på restauranten. Hmmm.
Nå, men skidt pyt. Pigerne beskyttede sig med store blade...mens vi voksne bare tog imod og blev gennemvædet fra yderst til inderst på ingen tid. Men kold regn var det jo ikke, så det var faktisk en sjov oplevelse.
Og vandfaldet var ret flot. Et direkte fald på ca 50 meter og så et par mindre fald længere nede.
Vi sjaskede tilbage gennem skoven og skiftede tøj på restauranten. Begge mine shorts var våde, så jeg måtte slynge et stort tørklæde om understellet som en sarong...men det ser sgu lidt kikset ud, at en mandlig turist render rundt og spiller wannabe-balineser...!

GLOSUPPE I VARME KILDER
Sidste stop inden Lovina var de varme kilder i Banjar.
Det varme og svovlholdige vand strømmer fra underjordiske kilder ud i tre bassiner. Vandet er grønt og lugter kun en smule af svovl.
Eftersom det var helligdag og børnefridag er der mange lokale i bassinerne. Vi var stort set de eneste turister, og de lokale kiggede længe og undrende, da ham den lyse mand plaskede rundt med sine to nougatbrune piger. Opmærksomheden kulminerede, da en drenge svømmede forbi Johanne og nappede hende i balden.
Men rart var det nu lige at få et rigtigt bad ovenpå den der skylle ved vandfaldet.

LOVINA - endnu et nice sted.
Vi kom til vores nye sted i Lovina omkring kl 17.30. (Lovina = Loving Indonesia).
Villa Jaya er også et hyggeligt og lille sted. I alt otte værelser i en toplansbygning og med en lille pool. Og med en dansk ejer: Susanne, som er uddannet sygeplejerske og som startede dette sted for ca 10 år siden med en lokal gut født i Indien.
Vi har booked to dobbeltværelser, og de er rigtig hyggelige.
Johanne vælger at sove med Charlotte, selvom moderens snorkeri irriterer datteren. Til gengæld er der enkeltsenge, så Charlotte ikke bliver vækket af Johannes spidse albuer og knæ ind i ryggen (som jeg oplevede det i Ubud ;0).
I morgen er slapperdag. Vi skal ikke meget andet end være ved strand, pool og daske lidt rundt.
I overmorgen satser vi på at komme ud ig sejle med delfiner. Afgang 06.00 morgen!

Katrine: "Koriander smager ligesom...

...Gammel Bamse".
Yngstedatteren smagte på de grønne koriander-blade serveret til Charlottes mad. Og konstaterede så smilende, at det smager ligesom poten på hendes allerkæreste sovedyr, Gammel Bamse (også kendt som Gammel B. og Old Bear).

Mas o meno - træarbejde, dukker og masker

Vi tog en taxi til en 2-3 timers tur til den nærliggende landsby, Mas.
Hver landsby heromkring synes at huse hver sit speciale inden for kunsthåndværk, og i Mas er det træskærerarbejder, som i øvrigt er meget udbredt her på Bali.
Vores chauffør kørte os naturligvis direkte til et større kommercielt sted, hvor der et stort salgslokale og engelsktalende guider til at imod turisterne, som leveres i busser, minibusser og taxier.
Og med til billedet hører naturligvis et "arbejdende værksted", hvor arbejdere skærer, sliber og olierer træfigurer sådan for syns skyld, mens guiden fortæller os turister, hvad de laver.
Hmmmm, egentlig OK at høre lidt om træsorterne, men ellers ikke noget for os. Dels er figurerne næsten for "flotte" og for traditionelle (se billederne - vi er mere til det rustikke look), dels er priserne sat efter meget købedygtige turisters pengepung.

PÅ DEN ANDEN SIDE
"Halllooo....halloooo"
Kvinden råber os an inde fra skoven. Vi er gået en tur om bag træfigur-fabrikken for at kigge lidt på rismarker og landsby-leben. Og heromme i skoven sidder to kvinder - mor og datter - midt i deres meget primitive hjem. De smiler og griner til os. Datteren snitter træfigur, og mutter laver morgendagens små offergaver - måske til salg fra en bod.
De snakker ikke engelsk, og fniser meget, når vi forsøger os på balinesisk. Det er ret sjovt. Og som så mange andre kigger de meget på Katrine og Johanne.
Vi takker af, og Katrine scorer endnu engang point på at afslutte med "Suks'ma", som betyder "tak" på balinesisk. Høje grin følger os ud af skoven.

TUSINDVIS AF MASKER OG DUKKER.
Kort efter kører vi ind på P-pladsen ved et maske- og dukkemuseum.
Et stort og flot sted med 5-6 udstillingsbygninger i en velholdt park.
Og ingen gæster ud over os. En del arbejdere er i gang med at bygge en ny bygning, der skal være restaurant, mens andre vedligeholder parken.
En af arbejderne tager os med rundt i bygningerne. Det er lidt syret at blive vist rundt alene, og det er overvældende at se de mange masker og dukker i de fem bygninger.
Der er de meget kendte og lidt groteske "trolde-agtige" masker men også mange andre typer. Blandt andet mange masker, der hver især altid repræsenterer en bestemt figur i de indonesiske danse- og teaterforestillinger.
Masker og dyrefigurerne fra de ceremonielle optog er flot præsenteret i bygningerne.
I de sidste par bygninger er dukker. Typisk de der dukker på pinde, som man altid kun ser fra siden.
Men der er også flotte "marionetdukker", og Charlottes trang til at få et par eksemplarer med hjem vokser meget.

Museet er etableret af en rigmand fra Jakarta på Java. Han købte det store jordstykke på et tidspunkt, da priserne fortsat var lave, og så har han realiseret en drøm om at lave dette museum.
Som en joke er der i dukkeudstillingen også en opstilling af ham selv - og Barack Obama...og med skilteteksten: "Præsidenten for USA og for dette museum" (se foto).

Der er i øvrigt ikke entre (!), men vores chauffør siger, at det er kotyme med en donation på ca 20.000 rupees. Vi har ikke mindre end 50.000, men det er faktisk heller ikke mere end 30 kr.

I GEPETTOS VÆRKSTED
Chaufføren finder en vejstrækning med en række små træskærerværksteder og - butikker.
Men hmmmm, der er helt stille ved de fleste, fordi folk fortsat skal komme til kræfterne efter ceremonier m.m. her i helligdagsperioden.
Men vi finder en families lille butik. Det er farmand, der skærer træ, og han hilser som alle her hjerteligt på os. Men skynder sig også at sige, at der normalt ikke kommer ret mange turister i hans butik.
"Men der kommer jævnligt 'business people', og jeg sælger til butikker i Kuta og Ubud - og de sælger til høje priser", griner han.
Det er en lille butik. Ingen fancy hylder og interiør. Figurerne står lidt hulter til bulter, de fleste rå uden lak og enkelte kun halvt snittet eller slebet færdig.
Det er helt, som det skal være, hvis vi skal bestemme;0)
Vi vælger 8-10 forskellige figurer - i alt til 190.000 rupees efter lidt prutters (ca 95 kr).
Og Charlotte får øje på en kurv med låg og lokalt logo på: 40.000;0)

Vi kører retur mod Ubud, som igen viser sig at være noget større, end vi regnede med før besøget.
Langs vejene ind i byen er der en del møbelbutikker med salg af især borde og bænke balinesian style...men meget af træet er importeret, fordi der er restriktioner på at fælde træer på Bali (udover bambus og bananpalmer).

Vi kører også forbi en lille biks, hvor et skilt annoncerer nummerplader til salg. Det kunne jo være en fed souvenir ( blandt andet fordi de alle starter med "DK").
Men vores chauffør siger, at man skal have en attest med fra politiet for at købe en...hvilket egentlig er betryggende nok.

Hjemme i Ubud er det tid til frokost - herunder "young coconut juice" ( se foto).
Vi runder også det store marked og får blandt andet købt saronger, så vi er klar til at entrere templer med offentlig adgang ( hvis man altså har sarong på - både kvinder, mand og børn).

Herefter pooltid, og Charlotte når også lige en omgang massage ( heldige asen), og så runder vi aftenen af på vores ynglingsresraurant lige over for - Ibu Rai - der også viser sig at være kåret som Ubuds/Balis bedste på Tripadvisor.com.

Det er vores sidste aften i Ubud - dejlige, kontrastfulde Ubud. I morgen tidlig kører vi mod Lovina Beach på nordkysten. Undervejs skal vi forbi et stort krydderimarked, vandfald, varme kilder og et af verdens mest fotograferede templer.

Yes! Så vandt vi endelig over ungerne

SÅ lykkedes det. Charlotte og jeg fik en Partnerssejr over pigerne i fjerde forsøg.
Et taktisk skifte af kamptidspunkt til formiddag i stedet for aften var formentlig udslagsgivende. Sådan!
Dejlig fornemmelse. Vores selvtillid var dalende og omvendt proportionelt med de interne gnidninger på voksenholdet. Men nu vender det - vi er på vej op igen;0)

Ubud - kontrasternes by

KAOS: På hovedgaden et mylder af liv og lyde. Motorcykler, der gasser op og dytter. Biler. Masser af trafik. Vi holder fast i pigerne, når vi skal over gaden. Råb fra gadehandlende og taxachauffører på udkig efter kunder. Butikker og restauranter hele vejen til både højre og venstre.

RO: Ned ad sidegaden og efter 50 meter ind ad porten til vores hotel. Ro. Den lille sø med fisk ved receptionen. Og de små broer og kanaler. De lukkede bungalows med skodder. Fuglelyde og frøkvæk. men alligevel roligt. Videre til den idylliske pool med udsigt til rismarker og palmer. Stille og ned i tempo. Og i stærk kontrast til mylderet på hovedgaden.

Og kontrasten er også tydelig mellem dag og nat. Om dagen masser af dyrelyde: frøer, fuglekvidr og fugleskræp, hanegal, duekurren og vingeflaksen, bloppende fisk, cikader...
Og så aften og nat: Dyrelydene forsvinder sammen med den fjerne lyd af trafik. Det bliver mørkt omkring kl otte om aftenen og alt bliver stille. Til gengæld står de tidligt op, dyrene, og starter "faunalarmen" igen;0)

Ungerne smadrer os i Partners

Nu er det jo ikke kun ferie og sjov at være på Bali i tre uger. Det er også blodigt alvor, når Partners-spillet kommer fra og vi spiller børn mod voksne.
Indtil nu har vi spillet tre gange. Og med samme udfald: Ungerne har kørt deres forældre af brædtet på r.. og albuer!!! Grrrr.
Og det til trods for Katrines evne til at vise alle andre sine kort undervejs og hendes ofte lidt distræte attitude til det, der foregår, når det ikke er hendes tur. Mere grrrrrr!

Mountainbike downhill og elefantridning

Torsdag blev den mest begivenhedsrige dag indtil nu. Vi skulle både på cykeltur og i elefantpark.
Vi blev hentet halv ni om morgenen og kørt nordpå op ad et bjerg, hvorfra vi skulle cykle 25 km ned ad bjerget ad små veje og så slutte i selve elefantparken med blandt andet en ridetur på elefantryg. En fantastisk god pakkeløsning.
Turen startede dog mindre godt, da Katrine måtte ud af bilen og kaste op. Morgenmaden havde ikke lige "sat" sig, og turen ad mange bumleveje blev for meget. Men efter at have "afleveret" meldte hun sig frisk igen.
Vi voksne var på forhånd noget nervøse for hendes debut på mountainbike og håndbremser, men hun kom stærkt igen, den lille fighter.
Vi testede cyklerne, bremser og hjelme og tog så afsted med vores personlige cykelguide, Amin, der var fremragende hele vejen ned.
Efter lidt begyndervanskeligheder kørte Katrine frisk og frejdig - og så var det kun moderen bagest, der var nervøs på datterens vegne.
Vejene var smalle og med kun meget få biler. Vi kørte i fantastiske landskaber og gennem mange små idylliske landsbyer, hvor familietemplerne helt ud til vejen pga helligdagene var pyntet flot op i sort, rød, hvid og især gul (symboliserer risen).
Og overalt blev vi mødt af store smil og "hallo" fra de lokale langs vejene og på de modkørende - allestedsværende - motorcykler. Fantastisk imødekommenhed ( og nej, smilene var IKKE - udelukkende - på grund et eller andet Poul Nyrop-agtig cykelhjelm-look!)

FRUGTER OG DYR
Amin stoppede os jævnligt. Enten for at vise os frugter, planter eller dyr eller for at give os tid til at tage flotte "postkortbilleder" (vi har nok taget ca 200 billeder alene på den tur! "Glæd" jer til diasshowet;0)
Det kan være svært at huske det hele, men her er nogle pluk:
Kaffeplanter, kakaofrugter, en mark med ingefærplanter, maniokplante ( stor kartoffel), kaneltræ, papaya, mahognitræ - og en række frugter, vi ikke har set før, fx Jacks frugt, guape (?), tamadillo (?...man suger den røde frugtsaft ud, og den smager frisk som stikkelsbær).
Vi smagte også en meget speciel frugt, der lugter ad H til, men som smager meget sødt som budding - og den er den mest eftertragtede frugt på Bali.
Vi så også et ca 30 kvm stort edderkoppespind mellem træer og buske helt ud til vejen og med masser af edderkopper på størrelse med en barnehånd (benene medregnet) - et sjovt, lokalt naturfænomen, som ifølge Amin skyldes fraværet af fugle (=edderkoppefjender).

Amin viste os også en "bupple plant", hvis bladstilk man kan knække og blæse sæbebobler ud af bladsaften fra ( se foto med Katrine).
Og han fandt et "flyvende firben", der blafrer vildt med benene, når man kaster det op i luften - og det lander og løber videre.
Vi plukkede også pomelon (kæmpeappelsin), og vi købte en pose med "verdens dyreste kaffe" på en lille kaffeplantage. Kaffebønnerne er først blevet spist af en særlig vildkat og herefter ufordøjet skidt ud igen og opsamlet, tørret og brændt...for så at blive solgt til helt ekstreme kilopriser verden over. Det skal blive interessant at smage!

Ja, puha, vi kan blive ved.
Men lad os bare fastslå een ting: Hvis du skal til Bali, så snyd dig ikke for sådan en cykeltur - og spørg efter Amin som guide. Han er et omvandrende wikipedia på de kanter.

ELEFANTPARKEN
Cykelturen var en del af en pakkeløsning, så vi cyklede direkte ind i elefantparken til sidst - og havde nær ramt en elefant på vej ind;0)
Med i pakken var også frokost - lækker buffet - og med udsigt over parken og lige ud til den store sø, hvor elefanterne bader.
Der er 31 elefanter i parken, som blev oprettet i 1997. Mange af elefanterne er fra Sumatra, hvor der pga intensiv skovdrift ikke er tilstrækkelig med plads til elefanterne.
Hver elefant har sin egen dyrepasser, og nogen af dem er fulgt med fra Sumatra. Det er kun dyrets egen dyrepasser, der tager gæster med på elefantryggen.

Efter frokosten så vi et lille show med nogle af de yngre elefanter. De gik på line, spillede fodbold og basket, sprøjtede vand på tilskuere, spillede mundharpe, gættede regnestykker, og sluttede af med at male et maleri. Fint lille show uden at udstille dyrene.

Efter showet var det vores tur til elefantridning. Vi var ret spændte.
Katrine og jeg red på den første, og Johanne og Charlotte fulgte efter. Vi sad på bænke på toppen, mens dyrepasseren sad på elefantens hals.
Der er langt ned! Og det vugger meget fra side til side. Men også meget roligt.
Vi gik gennem parken og ud på en sti i et jungleområde.
Begge elefanter var 29 år, og dyrepasserne havde haft dem i 15-16 år. Vores mand var fra Sumatra, og han havde passet den i to år, da den blev sendt til parken på Bali for 14 år siden. Og han og hans kone flyttede med.
Siden har de fået to sønner, og om 3-4 flytter de tilbage til Sumatra. Så er han 40 år, og så er det tid for en ny til at tage sig af "hans" elefant.
For en elefant bliver 70-80 år, og så kan den samme mand jo ikke tage sig af den hele dens liv. Men stabilitet er vigtigt, så dyrepasseren er ved træne en ny, ung mand op til at overtage.

Turen tog ca en halv time, og vi passerede også parkens babyelefant - bare seks dage gammel.
Turen sluttede af med en tur i søen på elefantryg - også lidt "spændende", og efter rideturen fik vi en masse billeder af os selv helt tæt på nogle af de yngre elefanter.

Og inden hjemturen var vi naturligvis også forbi den nyfødte unge, som Johanne syntes var "så nuser", mens Katrine kaldte den "so cute";0)

Omkring kl fire om eftermiddagen var vi så tilbage i Ubud med en ordentlig en på opleveren. Fed, fed tur.
Det bliver svært at overgå....men måske vores planlagte delfinsejllads og "delfinkæletur" er et godt bud:0)

Religiøse optog

Her i helligdagene mangedobles de religiøse optog. Og eftersom børnene har fri fra skole, laver de også optog med udklædning og musik - og samler lidt penge ind fra tilskuerne. Lidt i stil med vores fastelavn.
Jeg smed 5.000 rupees i bøtten til de her unge fyre (3 kr), og så fik jeg en hulens masse opmærksomhed;0)

Om aftenen kom de forbi vores restaurant, og så gav pigerne dem også lige lidt penge.

Vi vælter os i friskpresset frugtjuice.

Det er i hvert fald en ting, vi kommer til at savne herfra: Friskpresset frugtjuice i alle afskygninger: melon, appelsin, ananas, papaya, citron, ingefær, honning, kanel, lime osv....billige og i store glas. Uhmmmmmmm.

Massage og manicure

1 time og 20 minutters fuld-body massage - for 42 kr!!!!
Der er massagebutikker overalt i Ubud. Næsten lige så mange som der er taxachauffører. Så "massage?" og "taxi?" er de to ord, vi hører mest på gaderne her i byen.
Taxi har vi ikke prøvet endnu, men massage....JA!
Først gik Charlotte afsted og fik skuldre-fingre-tæer-massage OG manicure incl rigtig blondineagtige blomstermaling på neglene.
Derefter fik jeg en tur på briksen. Hele kroppen startende fra tæer og videre helt op til hoved og nakken. Om på ryggen og så hele turen igen. Og endelig op at sidde og så nakke og skuldre. Og så var massøren bare skide god (mand).
Halløj da. Det kostede egentlig kun 36 kr for en time, men jeg fik 20 min ekstra og smed 10.000 mere ( 6 kr).
Og vi sku da være nogen skarn, hvis vi ikke skal have en tur igen inden afgang fra Ubud.

"Far, vi SKAL ha' pause nu!"

Farmand havde fået lov at bestemme, at i dag skulle vi ud og gå i området uden for Ubud. Ud langs floder og mellem elefantgræs og med strålende udsigt til rismarkerne på bjergskråningerne rundt om Ubud.
Meeeen, så bør man nok tage afsted meget tidligt om morgenen.
Vi gik efter morgenmad ca kl 9.30, og det tog de første tre kvarter at komme ud af byen, som viser sig at være noget større, end vi troede.
Uden for byen drejede vi ind på en smal sti, der går mellem to floder.
Vi gik op og op mellem elefantgræs og flotte, ukendte sommerfugle og guldsmede ( Charlotte så ni forskellige slags sommerfugle).
Udsigten var fantastisk. Både til dalene ig skråninger. Grønt, grønt, grønt i alle højder og typer: Kokospalmer, papayatræer....og en masse andre planter.
Men vi var også godt eksponerede for solen, så de små ben med det store temperament protesterede jævnligt:
"Pause NU, Far!", "Vand NU".
Jeg pressede Katrine til at fortsætte, for ellers bliver det helt uoverstigeligt for hende at gå to timer op og ned af vulkanen Batur i næste uge.
Men OK, vi afkortede turen meget, og med sveden tapdryppende returnerede vi omkring kl 12 til selve byen.
Og vi fik da også et par glimt af risterrasser, selv om vi ikke nåede så langt ud.

Galungang-dag

10 dages festivalen startede i dag. Og fra morgenstunden er de fleste balineserne her klædt fint på. Og familier mødtes meget tidligt for at gå i tempel sammen, ig der blev lagt ekstra (store) offergaver ud - og også enkelte biler og motorcykel er udstyret med offergaver.
Og på det lokale marked var der stort set lukket i alle boder, undtagen de små gadeboder med tilbehør til offergaver ( fx blomster som på billedet).
En del butikker og spisesteder er lukkede i dag, og skolebørnene har næsten 14 dages ferie.
Vores receptionists to sønner på 9 og 10 1/2 år skal være hos deres bedsteforældre i en landsby hele ferien, mens mor og far arbejder.

INGEN FODBOLD?
Hmmm, hvis alle børnene er "sendt væk", er der nok ikke store chancer for, at jeg kan udfolde med i fodbold med lokale spillere. Fodboldbanen kun 100 meter fra vores hotel går ellers for at være det store samlingspunkt for unge og sportslige sjæle.