torsdag den 11. april 2013

Kys og kæleri med Triton på 140 kg

Dag 21: Torsdag 11. april.

Charlotte har fået en ny kæreste. Han hedder Triton, vejer 140 kg og er 10 år gammel. Og så er han delfin.
Hun har allerede kysset ham flere gange. Og krammet ham. Man kan vel sige, at de har haft deres første date.
Og det er helt OK for mig. For det foregik i det flydende delfinreservat ud for Sanur, og jeg blev også selv lidt forelsket i Triton. Det gjorde Katrine og Johanne vist også.

Vores besøg hos Triton og hans 9-10 delfinvenner blev nok den sidste rigtig store oplevelse på vores Balitur. Og hvilken en.
Vi blev hentet lidt over frokosttid og kørt ud til den lille fiskerhavn, hvorfra vi sejlede ud til det flydende reservat, hvor delfinerne "går" i hver deres pool. Det er en kæmpe tømmerflåde, hvor hver pool kort fortalt er lavet ved hjælp af store garn spændt ud mellem gangbroer lagt ud ovenpå pontoner. Hver pool er ca 10 X 25 meter, men nogle gange slår de nabobassiner sammen, så to delfiner kan boltre sig sammen på dobbelte plads.
Og en gang om ugen får hver delfin lov at svømme ud i det store hav.
"They allways return. They are lazy animals", siger vores delfinpasser Julio og klapper på sin store bæltepung med sardiner i godbidsstørrelser.
Delfinerne har forlængst gennemskuet, at det er meget nemmere at få sine daglige 10 kilo fisk hjemme i reservatet end ude i det fri.

Vi er flere grupper afsted samtidig, og konceptet er, at man i grupper på max seks personer "får" hver sin delfin og delfinpasser.
Man kravler ned i poolen for at stå på en nedsænket platform, sammen med delfinpasseren, og så kommer delfinen hen for at lege...og få fiskestykker.

Vi fire bliver bedt om at vente, fordi de to sidste gæster i vores gruppe ikke er sejlet ud endnu. Men det er nu godt nok, for vi får lov at møde en anden delfin end "vores" - Triton - først.
Det er en lidt ældre handelfin, og han lægger gerne næb til vores første delfinkys. Og pigerne gør det også uden problemer, selvom det er lidt underligt at kysse spidsen af et delfinnæb...hvorfra der er en række af små tænder hele vejen ind til hovedet.
Senere gentager vi kysseriet med Triton. Og delfinerne virker også til at synes, det er sjovt. De kvitterer i hvert fald med de der karakteristiske delfinlyde, og ifølge Julio betyder det, at delfinen er i godt humør. Sardinbelønningen spiller nok også ind;0)

Triton er også meget glad for "massage", dvs at vi alle aer ham på skindet, mens han ligger tæt ind til os. Og skindet er helt vildt glat. Og Triton vender sig langsomt og fornøjet om på ryggen. Og vi griner og kigger på hinanden som små børn for at se, om vi alle synes, det er lige underligt og skægt på samme tid. Det gør vi. Og efterhånden forsvinder forsigtigheden også, og det bliver mere naturligt at ae Triton over det hele.

Vi prøver også at kramme og løfte Triton - både hver for sig og sammen - og Triton leger gerne med.
Der er også mere showprægede ting på programmet. Triton henter en basketball, som den holder fast mellem finnerne, mens den på ryggen svømmer tilbage for at aflevere den til os i oprejst figur.
Han "står" også op af vandet, da vi danser med ham ved at holde i hans finner. Og han viser lige lidt power og muskelstyke, da han med halefinen plasker vand ind over os, mens han svømmer forbi.
Charlotte mærker også styrken i "sidefinnerne", da Triton trækker lidt i hendes hånd. Man skal ikke tage af en legesyg delfin: Der er rigtig mange kræfter i sådan et dyr.
Det ser vi også på tætteste hold til sidst, da Triton laver klassiske delfinspring op af vandet. På ingen tid og med minimalt "tilløb" springer han gentagne gange 4-5 meter i vejret.
Og efterfølgende kan vi mærke varmen på Tritons bug, der signalerer, at det koster energi at lave de der kraftfulde spring op af vandet.

Vi er ca 40 minutter i vandet med Triton og Julio. Det er en stor og glad oplevelse. Og vi har mindst 200 billeder af seancen, fordi Julios kollega har skudt løs med vores kamera. Fedt.

Delfinen virker også til at have haft det sjovt. Men som altid med indespærrede dyr tænker jeg jo, om det er dyreetisk i orden i det hele taget med sådanne pools.
Det er dog en klart formildende omstændighed, at delfinerne også kommer på ture ud i det åbne hav, og de lider jo næppe, siden de vender tilbage igen.
Derudover virker det ikke til, at der drives rovdrift på delfinfremvisningerne. Hver delfin er max på to gange om dagen, om en gang om ugen har de helt fri for gæster og træner kun med deres delfinpasser.

ROKKER STØRRELSE XXXX-LARGE
Inden vi skal med speedbåden hjem, får vores gruppe lige en ekstra oplevelse. I andre bassiner ligger de største rokker, vi nogensinde har set. Der er blandt andet en flot leopardrokke på mere end en kvadratmeter. Katrine ville sikkert kunne gemme sig under den næsten uden at krumme sig sammen. Og den hvide hale er også mindst halvanden meter lang.
Delfinpasseren viser mig et stort syltetøjsglas, der hænger på en stolpe.
"We cut them all off", siger han og trækker en 15 cm lang pig med modhagertakker op af glasset.
"Steve Irving", siger han med henvisning til den australske tv-helt og dyreekspert, der døde efter et stik i brystet fra gift-pig fra en rokke.

På vejen hjem i båden og bilen genoplever vi mødet med Triton, og Charlotte erklærer frejdigt, at hun blev lidt forelsket i ham.
Han er egentlig også en flot fyr. Men kun 10 år.....Charlotte....kuvøseguf?

FISK RENSER SÅR
Et lille kuriosum: Da vi stod nede i vandet, kredsede hundredvis af små fisk om os. Delfinerne gider ikke spise dem, så de har ikke noget at frygte.
Men der var lidt doktorfisk over dem (det er den, der spiser døde hudceller fra ens fødder). De nappede en gang imellem, og Julio forklarede, at de især går efter sår og rifter. Og at de rent fastisk hjælper med at rense såret.
Jeg havde et sår på skinnebenet og kunne godt mærke, at de snappede/bed i det en gang imellem. Et par gange gjorde det lidt ondt, men hvis det renser, så....;0)











Ingen kommentarer:

Send en kommentar