Jeg har den dybeste respekt for hinduer og deres religion. Meget endda.
Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt mit "look" også udstråler det, da vi entrer et af Balis vigtigste templer, Paru Batur.
Templet ligger i landsbyen Batur på kraterkanten til vulkanområdet af samme navn.
Tidligere lå byen nede i krateret, der har en diameter på 14 km, men den blev i to omgange ramt af et udbrud fra vulkanen i krateret.
Første gang dækkede lavastrømmen hele byen og en masse mennesker omkom. Men lavaen stoppede lige før templet.
Næste gang tog lavaen også templet, men et helligt skrin overlevede, og det hjorde templet til noget særligt.
Man genopbyggede derfor både by og tempel oppe på kraterkanten. Og byen Batur er nu vokset sammen med nabobyen Kintamani, der også lægger navn til hele området med Batur-vulkanen.
Men det var mit outfit, vi kom fra.
Kravet om at bære sarong ("lang nederdel") er klaret med et stort blåt tørklæde. Og fordi der i dag er ceremoni i templet, skal man også have et smalt tørklæde om livet, fortæller en meget ivrig kvinde os, som naturligvis også kan leje og sælge det rette udstyr tilbud;0)
Jeg får et blåt tørklæde bundet rundt om min hawaii-agtige, orange-hvide Baliskjorte. Det ser fikst ud....not!
Og det toppes så bogstaveligt talt af en hovedbeklædning, som "men has to wear during ceremonies".
På fødderne har jeg så mine mørkeblå clocs!
Så ja, jeg opfylder minimuskravene og nej, jeg føler mig ikke vanvittig respektfuld.
Og så hører det lige med til historien, at vi er midt i en helligdagsperiode, og at det vrimler med balinesere i deres stivestes ig flotte tempel-outfit. Mange tusinde balinesere besøget dette tempel i disse dage, og der er en masse ceremonier ig optrædener på programmet.
Pigerne og Charlotte ser noget mere "normale".
Men alt i alt tiltrækker vi en del opmærksomhed: Vi er turister, faderen ligner en kikset fastelavnsudklædning, og så er de to voksne lyse og børnene tydeligvis født i Indien.
Nå, men tilbage til templet.
Det er stort og med en stor ydre tempelgård og nogle mindre tempelgårde langs kanten ( men kun hinduer har adgang til den inderste tempelgård).
Der er mange mennesker herinde, og det gør det nok lidt sværere for os at "fornemme" templet.
Til gengæld er der masser af "leben", og en del typisk balinesiske musik- og dansegrupper afløser hinanden.
Stemningen er meget afslappet - ikke højtidelig - men vi er heller ikke i det allerhelligste område af templet, så der er sådan mere "markeds-stemning" over det.
På et langt bord finder kvinder offergaver frem fra poserne. Frugter, riskager, bambuspynt m.m. arrangeres i kurve og på fade, så de er klar til at blive båret ind til ceremonierne i den inderste tempelgård.
Vi er en lille times tid i templet, og smutter vi ud igen for at finde vores chauffør Adi og bilen. Han kører os fra Lovina til Batur- området, hvor vi regner med at skulle på vulkan-vandring. Og holder så mange biler og busser tæt på templet, at han har parkeret et godt stykke væk,
På vejen langs templet passerer vi den ene bod efter den anden: Frugter, snacks, drikkevarer, saronger, "alternative" billetter til templet osv, og det bliver til endnu en omgang "Hello", "How are you?", "Wher' you from?" efterfulgt af diverse tilbud.
Vi finder Adi og sætter kurs mod hårnålesvingene ned i kraterhullet og vores næste stop på turen. Vi har planer om en tur op ad vulkanen i krateret men en lidt usikre på, om Katrine kan klare strabadserne og mørket. For hvis man skal nå solopgangen på toppen, skal man starte turen kl 04.00
Ingen kommentarer:
Send en kommentar