tirsdag den 26. marts 2013

Sort-hvid-rød religion

Vi bliver konstant mindet om balinsernes tætte forhold til religion ( hinduisme) og deres hengivenhed over for ånder.
Overalt er der små offergaver. Bambuskurve på 10 gange 10 cm med lidt ris, blomster, flettede bambusting m.m. og måske en lille, rygende røgelsespind.
De ligger på fortove, foran butikker, klemt inde i hegn eller oven på stensætninger (ofte går høns eller hunde løs på offergaverne lige efter, de er lagt ud - som på billedet her - men det gør ikke noget).

Og foruden de uendeligt mange små offergaver er der også små "kasser" langs vejen til offergaver og små templer ofte domineret af en stenfigur fx Ganesha-guden (elefantguden med menneskekrop).

Ofte er der draperet et sort-hvidt ternet stykke stof rundt om stenfiguren.
Den sorte farve repræsenterer det onde, den hvide det gode. Og det ene er ikke til stede uden det andet - en slags ying-yan(?).
Og sammen med den røde farve repræsenterer hvid og sort de tre hinduguder Brahma, Shiva og Vishnu.
Og som I kan se på billeder, så går det sort-hvide igen også på plasticposer.

Gul er også en dominerende farve. Den symboliserer ris, som vel godt kan betegnes som en af grundpillerne i balinesernes samfund og dagligdag.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar