lørdag den 30. marts 2013

Hvor våd kan man blive på en vandfaldstur?

Som der står i en af guidebøgerne: "På Bali kommer du til at mangle nuancer til at beskrive farven grøn".
Og vores palet slap op i løbet af turen fra Ubud til Lovina Beach på nordkysten.
Vi havde lavet en tur ud af det gennem bjergegne og fantastiske udsigter over marker, floder og dale.
Og derudover flere fixpunkter undervejs: Krydderimarked, sø-tempel, vandfald og varme kilder.
På krydderimarkedet i Bedugul gik Charlotte shop-amok hos Budi - chaufførens faste krydderisælger - men det var mig, der måtte prutte om prisen ( Charlotte påstår, at hun ikke har arvet sin mors spidskompetencer på det område). Vi fik også krydderier til en OK pris, og så lige nogle kurve og kanel-skåle oveni.
Og Budi var rigtig sød at handle med, og vi har lovet at anbefale hende til andre gæster på Bali. Bare spørg efter Budis Spice Shop ( se foto).
Nå ja, så fik vi også friske jordbær, som dyrkes på denne egn. Katrine var meget begejstret;0)

"KLIK KLIK KLIK"
Pura Ulun Danau-templet er nok et af de mest fotograferede i verden. Eller rettere templets tre tempelgårde ud i Bratan-søen er det meget yndede foto-motiv.
De tre gårde med pagodetårnene appellerer til enhver med et kamera, som de ligger forbundet af en smal bro og med søen og disen i baggrunden.
Og der er også tusinder af andre turister med samme mission som os. Man må ikke komme ind i tempelgårdene, men tager billeder fra bredden ...eller lejer en båd og knipser løs fra søsiden.
Der var også en del muslimer blandt gæsterne. De er ofte fra naboøen Java og kombinerer formentlig besøget i Hindu-templet med en tur omkring en moske med en meget høj minaret få hundreder meter fra templet.

HVOR VÅD KAN MAN BLIVE...?
Vi kørte videre og spiste frokost med den herlige chauffør - og Chelsea-fan - August på en restaurant med udsigt til bjerge, flod...og masser af nelliketræer!
Restauranten lå få hundreder meter fra et højt vandfald. Og mens August slappede af i bilen, gik vi gennem skoven ned mod vandfaldet.
Det regnede lidt i starten, men hurtigt blev dråber til stråler. Det væltede ned med regnskovsregn, og jeg fortrød meget, at vi ikke havde lånt paraplyer på restauranten. Hmmm.
Nå, men skidt pyt. Pigerne beskyttede sig med store blade...mens vi voksne bare tog imod og blev gennemvædet fra yderst til inderst på ingen tid. Men kold regn var det jo ikke, så det var faktisk en sjov oplevelse.
Og vandfaldet var ret flot. Et direkte fald på ca 50 meter og så et par mindre fald længere nede.
Vi sjaskede tilbage gennem skoven og skiftede tøj på restauranten. Begge mine shorts var våde, så jeg måtte slynge et stort tørklæde om understellet som en sarong...men det ser sgu lidt kikset ud, at en mandlig turist render rundt og spiller wannabe-balineser...!

GLOSUPPE I VARME KILDER
Sidste stop inden Lovina var de varme kilder i Banjar.
Det varme og svovlholdige vand strømmer fra underjordiske kilder ud i tre bassiner. Vandet er grønt og lugter kun en smule af svovl.
Eftersom det var helligdag og børnefridag er der mange lokale i bassinerne. Vi var stort set de eneste turister, og de lokale kiggede længe og undrende, da ham den lyse mand plaskede rundt med sine to nougatbrune piger. Opmærksomheden kulminerede, da en drenge svømmede forbi Johanne og nappede hende i balden.
Men rart var det nu lige at få et rigtigt bad ovenpå den der skylle ved vandfaldet.

LOVINA - endnu et nice sted.
Vi kom til vores nye sted i Lovina omkring kl 17.30. (Lovina = Loving Indonesia).
Villa Jaya er også et hyggeligt og lille sted. I alt otte værelser i en toplansbygning og med en lille pool. Og med en dansk ejer: Susanne, som er uddannet sygeplejerske og som startede dette sted for ca 10 år siden med en lokal gut født i Indien.
Vi har booked to dobbeltværelser, og de er rigtig hyggelige.
Johanne vælger at sove med Charlotte, selvom moderens snorkeri irriterer datteren. Til gengæld er der enkeltsenge, så Charlotte ikke bliver vækket af Johannes spidse albuer og knæ ind i ryggen (som jeg oplevede det i Ubud ;0).
I morgen er slapperdag. Vi skal ikke meget andet end være ved strand, pool og daske lidt rundt.
I overmorgen satser vi på at komme ud ig sejle med delfiner. Afgang 06.00 morgen!
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar