Mas o meno - træarbejde, dukker og masker

Vi tog en taxi til en 2-3 timers tur til den nærliggende landsby, Mas.
Hver landsby heromkring synes at huse hver sit speciale inden for kunsthåndværk, og i Mas er det træskærerarbejder, som i øvrigt er meget udbredt her på Bali.
Vores chauffør kørte os naturligvis direkte til et større kommercielt sted, hvor der et stort salgslokale og engelsktalende guider til at imod turisterne, som leveres i busser, minibusser og taxier.
Og med til billedet hører naturligvis et "arbejdende værksted", hvor arbejdere skærer, sliber og olierer træfigurer sådan for syns skyld, mens guiden fortæller os turister, hvad de laver.
Hmmmm, egentlig OK at høre lidt om træsorterne, men ellers ikke noget for os. Dels er figurerne næsten for "flotte" og for traditionelle (se billederne - vi er mere til det rustikke look), dels er priserne sat efter meget købedygtige turisters pengepung.

PÅ DEN ANDEN SIDE
"Halllooo....halloooo"
Kvinden råber os an inde fra skoven. Vi er gået en tur om bag træfigur-fabrikken for at kigge lidt på rismarker og landsby-leben. Og heromme i skoven sidder to kvinder - mor og datter - midt i deres meget primitive hjem. De smiler og griner til os. Datteren snitter træfigur, og mutter laver morgendagens små offergaver - måske til salg fra en bod.
De snakker ikke engelsk, og fniser meget, når vi forsøger os på balinesisk. Det er ret sjovt. Og som så mange andre kigger de meget på Katrine og Johanne.
Vi takker af, og Katrine scorer endnu engang point på at afslutte med "Suks'ma", som betyder "tak" på balinesisk. Høje grin følger os ud af skoven.

TUSINDVIS AF MASKER OG DUKKER.
Kort efter kører vi ind på P-pladsen ved et maske- og dukkemuseum.
Et stort og flot sted med 5-6 udstillingsbygninger i en velholdt park.
Og ingen gæster ud over os. En del arbejdere er i gang med at bygge en ny bygning, der skal være restaurant, mens andre vedligeholder parken.
En af arbejderne tager os med rundt i bygningerne. Det er lidt syret at blive vist rundt alene, og det er overvældende at se de mange masker og dukker i de fem bygninger.
Der er de meget kendte og lidt groteske "trolde-agtige" masker men også mange andre typer. Blandt andet mange masker, der hver især altid repræsenterer en bestemt figur i de indonesiske danse- og teaterforestillinger.
Masker og dyrefigurerne fra de ceremonielle optog er flot præsenteret i bygningerne.
I de sidste par bygninger er dukker. Typisk de der dukker på pinde, som man altid kun ser fra siden.
Men der er også flotte "marionetdukker", og Charlottes trang til at få et par eksemplarer med hjem vokser meget.

Museet er etableret af en rigmand fra Jakarta på Java. Han købte det store jordstykke på et tidspunkt, da priserne fortsat var lave, og så har han realiseret en drøm om at lave dette museum.
Som en joke er der i dukkeudstillingen også en opstilling af ham selv - og Barack Obama...og med skilteteksten: "Præsidenten for USA og for dette museum" (se foto).

Der er i øvrigt ikke entre (!), men vores chauffør siger, at det er kotyme med en donation på ca 20.000 rupees. Vi har ikke mindre end 50.000, men det er faktisk heller ikke mere end 30 kr.

I GEPETTOS VÆRKSTED
Chaufføren finder en vejstrækning med en række små træskærerværksteder og - butikker.
Men hmmmm, der er helt stille ved de fleste, fordi folk fortsat skal komme til kræfterne efter ceremonier m.m. her i helligdagsperioden.
Men vi finder en families lille butik. Det er farmand, der skærer træ, og han hilser som alle her hjerteligt på os. Men skynder sig også at sige, at der normalt ikke kommer ret mange turister i hans butik.
"Men der kommer jævnligt 'business people', og jeg sælger til butikker i Kuta og Ubud - og de sælger til høje priser", griner han.
Det er en lille butik. Ingen fancy hylder og interiør. Figurerne står lidt hulter til bulter, de fleste rå uden lak og enkelte kun halvt snittet eller slebet færdig.
Det er helt, som det skal være, hvis vi skal bestemme;0)
Vi vælger 8-10 forskellige figurer - i alt til 190.000 rupees efter lidt prutters (ca 95 kr).
Og Charlotte får øje på en kurv med låg og lokalt logo på: 40.000;0)

Vi kører retur mod Ubud, som igen viser sig at være noget større, end vi regnede med før besøget.
Langs vejene ind i byen er der en del møbelbutikker med salg af især borde og bænke balinesian style...men meget af træet er importeret, fordi der er restriktioner på at fælde træer på Bali (udover bambus og bananpalmer).

Vi kører også forbi en lille biks, hvor et skilt annoncerer nummerplader til salg. Det kunne jo være en fed souvenir ( blandt andet fordi de alle starter med "DK").
Men vores chauffør siger, at man skal have en attest med fra politiet for at købe en...hvilket egentlig er betryggende nok.

Hjemme i Ubud er det tid til frokost - herunder "young coconut juice" ( se foto).
Vi runder også det store marked og får blandt andet købt saronger, så vi er klar til at entrere templer med offentlig adgang ( hvis man altså har sarong på - både kvinder, mand og børn).

Herefter pooltid, og Charlotte når også lige en omgang massage ( heldige asen), og så runder vi aftenen af på vores ynglingsresraurant lige over for - Ibu Rai - der også viser sig at være kåret som Ubuds/Balis bedste på Tripadvisor.com.

Det er vores sidste aften i Ubud - dejlige, kontrastfulde Ubud. I morgen tidlig kører vi mod Lovina Beach på nordkysten. Undervejs skal vi forbi et stort krydderimarked, vandfald, varme kilder og et af verdens mest fotograferede templer.